Kirkens indre
Den anden af syv sider om den russiske kirke


 
Så forskellige de russiske kirker end kan synes udefra, har de dog en ganske ensartet indre opbygning.
Selvfølgelig afspejler bygningen sig også i kirkerummet,
men uanset størrelse og grundplan er det indre altid udformet som på skemaet nedenunder.
 

 
1: Altar, dvs alterrum.

2: Naos = korabl, dvs kirkeskibet.

3: Narteks = pritvor.
I dag går denne del af kirken ganske ud i et med 2,
men navnet er bibeholdt som et minde om oldkirkens dage,
hvor dette var pladsen for de ansøgere, der endnu ikke var optaget i kirken.

4: Ikonostas, dvs ikonvæggen, der skiller 1 fra 2 og 3.

6: Prestol, dvs tronen = alterbordet.
Ved væggen bag 6 er Gorneje mesto, dvs "ophøjet sted", dvs ærkebispens stol på en forhøjning.
Findes kun i domkirker, forstås.

7: Zhertvennik, dvs offerbordet, der hvor brødet, "Guds lam", skæres til.

8: Djakonnik = riznitsa, dvs rum til gudstjenestens klæder.

9: Soleja, en forhøjning, der går ud i et med 11.

10: Kliros, hvor sangere og tekstlæsere står.

11: Amvon, jvf 9, stedet for gudstjenestens vigtigste handlinger i menighedens påsyn.
 

 
Oven over er et "nærbillede" af alterrummet.
På alterbordet ligger, omgivet af to kors, evangelierne og ved det står en syvarmet lysestage.
Der er tre døre i ikonvæggen, en nordlig og sydlig, med "tsarskije vorota", dvs "kongeporten i midten.
Den hedder sådan, fordi igennem den bæres "ærens konge", dvs brødet og vinen før altergang.
 

 
Her står I foran amvon og ser gennem kongeporten ind i alterrummet.
 

 
Vi lukker kongeporten og I står foran ikonvæggen.br>
Der findes en vidunderlig side om restaureringen af ikonvæggen i Preobrazhenskaja tserkov i Kizhi.
Den skulle I kikke nærmere på, når I har læst min gennemgang nedenunder:
Lille væg.
Stor væg.


Ikonvæggen kan være større, dvs have flere rækker ikoner over hinanden, eller mindre,
rigere, som på billedet ovenover, eller mindre rigt udsmykket,
men opbygningen er altid den samme og følger skemaet nedenunder.
Billedet viser ikke række 1a, på begge sider af korset øverst, der kun findes i de allerstørste kirker.
Vigtigheden tiltager med nummer, dvs mindre ikonvægge kan mangle fra 1 og nedefter.
 

 
Lad os kikke nærmere på tallene:

5,14 er"hramovaja ikona", en ikon til ære for kirkens navngiver
og den symmetriske 5,1 ærer egnens hovedhelgen.
På grund af dette kaldes nederste række for "mestnyj", dvs den "stedlige".

5, 13 og 2 viser sædvanligvis ærkeenglene Mikael og Gabriel.
Almindeligvis vil de være anbragt på syd-og norddør.

5, 12 og 3 er Frelseren og Gudsmoder.
Disse seks ikoner er altid de største i ikonvæggen.

De sidste ikoner er på selve kongeporten:

5, 8-11 viser de fire evangelister

5, 6-7 viser Gudsmoders bebudelse,
budbringeren til venstre er ærkeenglen Gabriel.

5, 4 viser den sidste nadver.


Række 4 hedder på russisk "deisusnyj", der er forvrænget græsk for "bøn".
I midten af denne række findes "Spas v silah",
dvs Frelseren i (de himmelske) hærskarer, siddende på sin trone med den bog i hånden,
hvorefter der skal dømmes på den yderste dag.
Han har Gudsmoder, altid i formen "zastupnitsa" dvs, "som går i forbøn",
og Johannes Døber på sin højre og venstre hånd.
Det er disse tre ikoner, der til sammen kaldes "deisus".

På begge sider anbringes så apostlene og, hvis ikonvæggen er bred, ærkeengle, helgener osv.


Række 3 kaldes "prazdnitjnyj"
for der anbringes ikoner for kirkens "dvunadesjati", dvs "tolv" store kirkehøjtider.
Hvis pladsen tillader det, fyldes der op med mindre kirkefester.


Række 2 er profetrækken. I midten findes Gudsmoder Oranta,
hun sidder med barnet, men hænderne er rakt mod himlen i bøn.
På begge sider er det gamle testamentes profeter,
de store tættest på og så fyldes der på med mindre, som pladsen tillader.


Række 1 har som samlende ikon, den gammeltestamentelige treenighed, Abraham sad i Mamrelund.
Omkring ses ærværdige mænd fra det gamle testamente. og over findes altid Jesus på sit kors.


Fra dette kors er endelig udviklet en række, jeg kalder 1a.
På begge sider af korset anbringes ikoner med resten af lidelseshistorien.
 

 
Al russisk kirkekunst er forsøg på at udsige det uudsigelige, det guddommelige.
Derfor er korsfæstelsen todimensional som ikonerne.
Kirken har ikke brug for kunstnere i kap for at vinde laurbær
med perspektivisk bedrag og tre dimensioners menneskelige forgængelighed.
 

 
Midterpartiet af ikonvæggens to nederste rækker, med amfon foran.
Læg mærke til Spas v silah.
 

 
Vi trækker os lidt længere tilbage og lægger mærke til to ting:
Det overmåde rige spil i lyset fra de nedhængende lysekroner og de tændte vokslys.
Kalkmalerierne.

De ældre russiske kirker kunne være rigt smykket med kalkmalerier.
Som neden under.
 

 
Inden vi forlader kirken, lægger vi hovedet tilbage:
 

 
Jeg var i sin tid nedslået til opgivenhed over kommunisternes evne til at gøre hverdagen grim,
men det hjalp en ikke-troende at gå vejen til kirken.
Uanset hvad, inden døre var der smukt til tårer.
 

Tilbage til Ebbe

Spindel