Kavkazskij plennik
bjergenes fange

 

Filmen, vi skal se i aften, kalder producenten selv "Bjergenes fange",

en titel der skulle skæppe i kassen på det "vestlige" marked, og intet formål har der ud over.
Det har den russiske derimod, for russere med hoved på skuldrene
føres af titlen "Kaukasusfangen" lige ind i en debat, der har foregået i Rusland i knap to hundrede år.

Pushkin skrev som den første et digt med dette navn i 1821 og derefter fulgte et af Lermontov, 1828.
Digte, som uden at svigte fædrelandet, så Kaukasus fra Kaukasus af,
så vild og muslimsk overfor civiliseret og kristen uden at forråde nogen af parterne.
Som kampene blev blodigere, blev debatten hedere,
og de to uforsonlige yderstandpunkter, man kan finde den dag i dag, blev færdigudmøntet,
men der var stadig i Rusland folk, der tog Pushkins og Lermontovs standpunkt,
at det drejede sig om mennesker og respekt for andres standpunkter.

I den ånd skrev den store Tolstoj, Lev, i 1872 en sag der vakte opsigt.
En lille roman, eller som de siger derovre, en fortælling med samme titel,
og filmen er ganske simpelt en moderne udgave af denne roman, ikke en krigsfilm,
men en film om at forblive mennesker under umenneskelige betingelser.
Filmen gør intet forsøg på at skjule, det er sådan,
tværtimod, de to hovedpersoners navne og to bipersoners er uændret fra bog til film.

Det er altså et psykologisk drama, der foregår under en ikke nærmere bestemt krig,
men I kan jo forestille jer noget i Tjetjenien, selv om der intet historisk genkendeligt er at finde.
Heller ikke af geografisk, etnografisk art.
Filmen er optaget tre steder,
i Ritja, en aul, dvs en bjerglandsby, i Dagestan,
i Derbent, den ældgamle befæstede by ved det Kaspiske hav ligeledes i Dagestan.
Denne befæstede by er fra tidernes morgen og erobret utallige gange,
da den behersker den eneste lavlandsforbindelse mellem det nordlige og det sydlige Kaukasus.
Der findes ingen byer i Tjetjenien, der bare tilnærmelsesvis ligner den.
Endelig er slutscenen optaget i bjergene bag Alma Ata og helikopterne fra Kazahstans luftvåben.

Filmen skyldes et samarbejde mellem Sergej Bodrov, den ældre,
skuespillerens far og en kendt russisk instruktør, der flyttede til USA i 1992,
og Boris Giller, en filminteresseret oligark, der blev i Rusland.
De fandt sammen om at lave en nutidig film over Tolstoj, skrev selv drejebogen,
fik fat på to skuespillere af ekstraklasse
og gik i gang med en film, der i 1996-97 gik sejrsgang verden over.

Hovedpersonerne er to russiske soldater.

Den lidt ældre praporshjik, dvs fænrik, Sanja (Aleksandr) Kostylin.
Hvor efternavnet minder en russer om ordet knogle,

Den purunge menige Vanja (Ivan) Zhilin,
Hvor efternavnet er uløseligt knyttet til ordet at leve.

De tages til fange af Abdul-Murat, der vil udveksle dem med sin søn, der holdes fanget af myndighederne.
Hans datter Dina får i stigende grad svært ved at være fjendtlig, og hun giver mulighed for at vise landsbyens dagligliv.

Vanja modnes under pres fra døden, der ventes hvert øjeblik,
og filmens nøglereplik er den, han kommer med, bag et stivnet billede, da filmen egentlig er slut:

"Efter fangenskabet var jeg to uger på sygehuset og derpå blev jeg hjemsendt.
Mor græd hele vejen hjem og blev ved at fortælle en medpassagerer, hvor lykkelig hun var.
Men jeg ønsker kun at se alle dem i drømme, jeg holdt af, og som jeg aldrig mere får at se.
Men de viser sig ikke i mine drømme…"

De to hovedroller spilles af Oleg Menshikov, jeg har skrevet om andetsteds,
og Sergej Bodrov, den yngre, det største multitalent i Rusland i mange år.
Hans spil gjorde ham med et slag til landets største hjerteknuser.
Men han kunne mere end spille, og i 2002 under optagelserne til en film,
han instruerede i Karmadonskoje kløften i Nordosetien, kendt fra Beslan,
brækkede et kæmpestykke af en bræ,
og hele filmholdet blev sammen den afsides liggende kløfts beboere begravet under millioner af tons jord, sten, is.
Den dag i dag sørges der over ham.

Filmen i det hele taget og de to hovedskuespillere i særdeleshed har fået en masse hæderspriser.

Derudover medvirker i filmen:
Dzhemal Siharulidze – Abdul-Murat, figur og navn overtaget fra Tolstoj.
Susanna Mehralijeva – Dina, figur og navn overtaget fra Tolstoj.
Aleksandr Burejev – Hasan
Aleksej Zharkov – Major Maslov
Valentina Fedotova - Moderen

Filmens gang turde være let forståelig, så jeg vil kun gøre opmærksom på to ting.

For det første spiller to kendte, i Rusland kendte, melodier, en stor rolle som psykologisk ledetråd. 

"Sinij platotjek" var for Sovjet, hvad Lily Marleen var for tyskerne under 2, verdenskrig.
Klik her for at høre den i et nyt vindue, mens du læser.
I filmen synger Sanja den under patruljen, ved overgangen fra forhistorien til hovedhistorien.
Ved overgangen til hovedhandlingens anden ubønhørlige del nynnes den af først Hasan, så Sanja.

"Proshjanie slavjanki" har haft en omtumlet skæbne siden den blev skrevet under 1. Balkankrig 1912,
men i dag er marchen Ruslands anden, uofficielle nationalmelodi.
Klik her for at høre melodien, mens du læser.
Den spilles i filmen, ved overgangen fra hovedhistorien "fredelige" del til dens anden ubønhørlige del,
hvor de to fanger sidder med ryggen til hinanden uden for huset.
Denne march runder også  filmen af, høres bag de fire helikoptere, som intet godt lader ane.

For det andet er der en mængde folklore i filmen,
hvoraf jeg vil fremhæve en ting, der for længst er blevet en uløselig del af russisk kultur.

I en brandert tumler de to lænkede fanger tilsyneladende rundt på husets tag,
men i virkeligheden forsøger de til ære for deres vogtere at danse lezginka,
der, opkaldt efter et af de mange folkeslag i Dagestan, kendes over hele Kaukasus.
Kapperne, der får dem til at ligne fugleskræmsler,
blev som mange andre kaukasiske klædningsstykker for lang tid siden overtaget af kosakkerne.

 

I kan finde de nævnte værker på nettet.
Pushkin Kaukasusfange ligger her.
Lermontovs Kaukasusfange ligger her.
Tolstojs Kaukasusfange ligger her.
Den er oversat til dansk mindst to gange:
Først som "Fangen i Kaukasus", dernæst som "Kaukasusfangen.

I kan finde Menshikovs side om filmen her.
Siden er en nydelse og har en mængde anmeldelser.

I kan finde de to sider om filmens musik:
Sinij platotjek her.
Proshjanije slavjanki her.

 

Tilbage til Ebbe

Spindel