1: Statsbegrebet: Romerriget

a-d: "Rom" er først en by, ifølge sagnet grundlagt 753 fvt, der langsomt vokser til en bystat, med allierede og provinser.

d-k: "Rom" bliver et stadig voksende rige, en stat med en hovedstad.
d-f: hedder denne Rom
f-l: hedder den Konstantinopel.

k-l: "Rom" bliver igen langsomt forvandlet til en bystat,
der omfatter Konstantinopel med omliggende område.

2: Bybegrebet: hovedstaden

a-f: Rom er rigets største og vigtigste by.

d-f: Rom er Europas største by.
Roms tusindårsfest  fejres med pomp og pragt i  248.

e-f: Konkurrenter til Rom vokser op i rigets østlige del.

f-l:  Konstantin flytter hovedstaden til Konstantinopel i 330 for at sætte skel til rigets hedenske fortid.
Den ny hovedstad bliver hurtigt Europas største og vigtigste by. 

f-g: Rom får konkurrenter også i vest.
Først og fremmest Milano, og byen synker langsomt ned til provinsby.
Sidste monument på Forum Romanum er fra 608 til minde om kejser Fokas besøg.
Allerede i slutningen af tredje århundrede er kulturniveauet sunket så meget, de kristne må oversætte deres hellige bog fra græsk til latin. Den fejlfyldte oversættelse bliver et hovedkampmidldel under romerbispens bestræbelser på at underlægge sig al kristenheden.

h-i: Rom er nærmest en forvokset landsby.
Den får udelukkende status af romerbispen, der kalder sig pave.

3: Territorialbegrebet: Romerriget

a-b: ”Rom” deler og hersker på Latinersletten.

b-c: ”Rom” omfatter Italien med undtagelse af den keltiske Poslette og det græske syditalien.

d-e: De store erobringer.
"Rom" når sin største udstrækning under Trajan o. 100.
Det omfatter lidt mere end vesteuropa fra England Rhin-Donaulinien. Derudover sortehavs- og middelhavskysterne til Sahara og Sudan. Endelig i Asien Syrien og Lilleasien.

f-g: "Rom" knager i fugerne:
Folkene sætter sig i bevægelse i Europa og udenfor: 
Germanske folk i vest fra o. 375, slaviske i øst fra o. 500 og arabiske i syd fra o. 650.
Vandringerne bringer ”Rom” på hælene og tvinger til tokejsersystem 395-476.
Den svageste, mindst vigtige, vestlige del går tabt til germanerne og det vestromerske delrige ophører o 475.
Syrien og Afrika tabes til araberne før 700.

h-j: "Rom", det østlige delrige med hovedstad Konstantinopel rider stormen af.
Man stopper såvel slaver som arabere og stabiliseres fra 718 med kerneområde i det græsksprogede Lilleasien og det nu slavisksprogede Balkan.
Fra o. 800 står paven bag modkejsere i Vesteuropa, men ”Rom” har sin sidste blomstring i 1000tallet.
Nedgangen sætter brat ind efter det tilintetgørende nederlag til tyrkerne ved Mantzikert i 1071.

k-l: ”Rom” lever videre på lånt tid.
Slaverne på Balkan frigør sig, og tyrkerne oversvømmer støtstedelen af Lilleasien. 
Den åndelige hovedfjende, paven står bag et såkaldt korstog 1204, der ender med Konstantinopels erobring og fuldstændige udplyndring. Byen forbliver besat til 1261.

4: "Roms" styreform: Magtens deling og udøvelse

a-b: Monarki: Rex.

c-e: Republik: Senat, magistrat, folkeforsamling.
Patriciere, dvs overklasse bliver til Nobiles og Plebejer, dvs underklasse bliver til Populus.
De to sociale hovedgrupper står bag de to partier: Optimater og Popularer.
Senere opstår Ridderne, en social, politisk meget aktiv, midtergruppe.

d-f: Principat: Enevældigt Kejserdømme forklædt som republik.

f-l: Dominat: Ubesmykket Kejserdømme med guddommelig begrundet enevælde.
Begrebet undersåtter opstår.
I begyndelsen er den magtgivende gud hedensk, fra o. 350 kristen.

5: "Roms" kultur: 

a-f: Kulturen er gammelromersk, hedensk og latinsk.

c-f: Overklassen er tosproget, præget af klassisk græsk, senere hellensk kultur.

d-f: Riget tosproget, bykulturen i vest er latinsk, i øst er den græsk.
På landet bruges egnens sprog. Voksende indflydelse fra østlige religioner.

f-l: Kulturen kristen. 
Omkring 400 bliver kristendommen statsreligion og en altomfattende kristen forfølgelse af anderledes tænkende sætter ind.
Den klassiske kultur udryddes næsten helt med undtagelse af de græsksprogede dele.
Båret af den ny religion og den ny hovedstad vinder græsk frem og fra o. 600 er  også "Roms" italienske dele græsksproget.
Sidste gang latin spiller en rolle i "Roms" liv, er da kejseren o. 550 lader retten samle og redigere til den såkaldte Romerret, der dog ingen rolle får i vesteuropa på grund af kultursammenbruddet.
Romerrretten genopdages først i Italien i tolvte  århundrede, jf k-l nedenunder.

h-j: Paven spalter kristendommen i forsøg på at vinde eneherredømme i den europæiske kirke.
Det endelige, store skisma kommer o. 1050.
Herefter har man to fjendtlige, talmæssigt omtrent lige store, kristne kirker.
En, latinsk i vest- og centraleuropa og en græsk på Balkan, i østeuropa og Lilleasien, der begge gør krav på at være katolske, dvs almene og ortodokse, dvs rettroende.
Den latinske kirke, bliver under pavelig enevælde med storindsats af dogmatik og jura er dynamisk politiserende kraft, som og bliver "Roms" åndelige og politiske hovedfjende.

k-l: I Italien redigeres "Roms" arv og patenteres som renessance, dvs genfødsel for at symbolisere Vesteuropas sejr.
Man tager en sidste hævn ved i 1567 at opfinde øgenavnet "byzans" om "Roms" sidste 1100 år.

Tilbage til Ebbe

Spindel