Sotji
En by i Rusland


Sotji er en by i Rusland, men ikke af den slags byer i Rusland, som tåberne benytter sig af.
En tåbe er enhver, der praler med sin uvidenhed, og til hjælp for dem, der vil vide lidt, har jeg lavet nedenstående.
For Sotji har lige fået tildelt de olympiske vinterlege 2014, og der vil blive hældt meget vand ud af ørerne i den anledning herhjemme.

Sotji er en af de yngre byer i Rusland.
I årene 1837-39 byggede russerne i kampen om det nordlige Kaukasus en række forter i området,
og da freden endelig kom i i 1864, kom også tiden til byggeri for hvermand.
1896 fik bebyggelsen sit nuværende navn efter den flod, der løber gennem den
og 1917 var den stor nok til at kalde sig "by".

Byens storhedstid kom med masseturismen i sovjettiden,
og Sotji  blev en alvorlig konkurrent til Krim i kampen om de pengestærke, solhungrende russere.
Hrushjjov forærede som bekendt Krim til Ukraine, og nu er Sotji ubestridt Rusland vigtigste ferieparadis.

Inden jeg forklarer, hvordan en badeby kan huse andre end vandskiløbere, tager vi lige et kik på byen,
som den ser ud nu før det store olympiske byggeri går i gang.
Byen er Ruslands største, jo, det stemmer, de fire underkommuner dækker tilsammen et område på 3502 kvadratkilometer,
hvilket, som I husker, er lidt større end det gamle Fyns amt.
Til gengæld var dette tættere befolket for Stor-Sotji havde 2002 397 tusinde indbyggere.

Sotji er en stor by, men den er endnu længere! 145 kilometer strækker den sig langs kysten
fra bydelen Adler ved grænsen til Abhazien i syd til floden Shepsi i nord, der grænser op til Byen Tuapse.
Kortet nedenunder er ikke stort nok til at få hele den nordlige bydel Lazarevskoje med.
Ind imellem ligger bydelen Hostinskij og "Gammel-Sotji", den centrale bydel, hvor de fleste mennesker selvfølgelig bor.





Men de olympiske lege, da, spørger I åndeløst, vi vil have slalomski, ikke vandski.
Jo, jo, det kommer, for selvfølgelig er der en grund til byens vise fædre har trukket den i langdrag med svære trafikpropper til følge. Havde de kunnet, havde de jo lavet en rund by, som man har for vane verden over,
men i ryggen har de udløberne af Europas højeste bjerge.
Så man skal ikke langt ind i landet før der er snegaranti på mængder af skråninger.

Bydelen Adler har Sotjis lufthavn og den har også Ruslands største alpine vintersportssted, Krasnaja poljana, dvs Den røde eng,
idet I husker, at rød og smuk på russisk er uløseligt forbundet.
Følger i den fine vej på kortet en fyrre kilometer opad langs grænsen til Abhazien, kommer I til det, men uden for kortets rand.

Det er selvfølgelig forjættende, at kunne nyde sine drinker i solskinnet og femten graders varme i byen om formiddagen
for så lige at smutte op og se lidt skiskydning i ødemarken om eftermiddagen.
Dertil kræves en masse nybyggeri, haller, veje hoteller mm, men Putin siger, det bare er om at gå i gang, og folk flest stoler på Putin.

Der er en enkelt heks i eventyret, som det sig hør og bør.
I 1999 blev en stor del af Sotjis bagland med nogle enestående skove optaget på UNESCOs liste over steder i "verdens arv".
Her har russerne måttet love ikke at gå på kompromis for at få legene til at funke.
Vi får se, men folk af den type, der altid er på jagt efter ting, der kan sætte Rusland i gabestok,
har allerede, før byggeriet er gået i gang, være ude og om sig.
Endelig er der en sag, som mærkelig nok endnu ikke har været forsøgt brugt i kampen mod Rusland,
men, som jeg er overbevist om, kommer på overskrifterne.
Som sagt kommer legene til at foregå tæt på grænsen til Abhazien, men det må man ikke sige for NATO og Danmark.
Den politisk korrekte, om end verdensfjerne, måde at sige det på er,
at legene kommer til at grænse op til Georgien, Gruziens navn ifølge NATO.

Hvilke kræfter i NATO og omegn, der vinder, er svært at sige, de der vil bruge påskuddet om Georgien politisk,
som de har brugt det i ОБСЕ, som vi danskere skal kalde OSCE, Organization for Security and Co-operation in Europe,
eller de, som vil forsøge med mere fornuft og færre dobbeltstandarder.
Så her er det bare at holde øjnene åbne og ørerne stive.  

Tilbage til Ebbe

Spindel