|
KLJON TY MOJ OPAVSHIJ |
|
|
Følgende lille
sang er en af
Jesenins mest elskede, om hvordan han en vinternat ikke har standhaftighed nok til at gå lige hjem og på vejen falder i snak med en ahorn. For at høre den med Igor Shtajn, klik her. Sangen kommer i et nyt vindue, så du kan lytte og læse på en gang. For at læse mere om Jesenin, klik her. |
|
| Клён
ты мой опавший, клён заледенелый, Что стоишь, нагнувшись, под метелью белой? Или что увидел? Или что услышал? Словно за деревню погулять ты вышел. И, как пьяный сторож, выйдя на дорогу, Утонул в сугробе, приморозил ногу. Ах, и сам я нынче чтой-то стал нестойкий, Не дойду до дому с дружеской попойки. Там вон встретил вербу, там сосну приметил, Распевал им песни под метель о лете. Сам себе казался я таким же клёном, Только не опавшим, а вовсю зелёным. И, утратив скромность, одуревший в доску, Как жену чужую, обнимал берёзку. |
Du min blottede
ahorn, overisede ahorn, Hvorfor står du sammenbøjet under den hvide snestorm? Har du fået øje på noget? Har du hørt noget? Det er, som du er gået en tur udenfor landsbyen. Og, som en fuld vægter på sin vej, Er druknet i en drive og har fået forfrysning i benet. Ak, også jeg er i dag blevet mindre standhaftig, Jeg kan ikke gå helt hjem fra venskabeligt druk. Derhenne mødte jeg en pil, der så jeg en fyr, Jeg sang for dem om sommeren i snestormen. Jeg forekom mig selv en sådan ahorn, Bare ikke en blottet, men en ganske grøn. Og, uden hæmninger, fuld som en pave, Omfavnede jeg en birk, som var den en andens kone. |